World Trade Center (WTC) var et stort forretningscenter og bygningskompleks i Lower Manhattan i New York. Det bestod af 7 bygninger, hvoraf de to tvillingetårne – Twin Towers – var de mest kendte. Tvillingetårnene havde 110 etager og var de højeste af de 7 bygninger med en højde på henholdsvis 415 og 417 meter. Twin Towers blev opført i perioden 1966-1973 og var de højeste i verden, indtil i 1974, hvor den 442 meter høje bygning, Sears Tower, blev opført i Chicago.
World Trade Center
Angrebet på World Trade Center
New York blev med ét forandret den septembermorgen i 2001. Det er næsten uundgåeligt at du ikke har hørt om det tragiske terrorangreb, 9/11. De to tvillingetårne blev ødelagt under et koordineret terrorangreb på USA den 11. september 2001, da terrorister som var tilknyttet terrororganisationen Al-Qaeda kaprede de to to passagerfly, American Airlines Flight 11 og United Airlines Flight 175. Terroristerne brugte flyene som missiler og fløj ind i de to tårne med 605 km/t, hvorefter tvillingetårnene styrtede sammen inden for 2 timer.
Der arbejdede dagligt cirka 50.000 mennesker i tvillingetårnene, og man frygtede at mere end 10.000 var blevet dræbt, dog fandt man ud af at mange ikke var mødt på arbejde endnu, fordi at angrebet havde fundet sted om morgenen. Hundredvis af brandfolk og redningspersonale løb modigt ind i bygningerne for at hjælpe med at evakuere, men mange blev fanget i de brændende bygninger. Det endelige dødstal for angrebet var mere end 3000 personer, og var dermed det hidtil blodigste terrorangreb i verdenshistorien.
Terrorangreb på World Trade Center 1993
Faktisk var World Trade Center allerede udsat for terrorangreb i 1993. Islamiske terrorister havde placeret en bilbombe i parkeringskælderen under det nordlige tårn i World Trade Center-komplekset. Seks personer blev dræbt og over 1000 personer blev såret. Planen med terroraktionen var, at ødelægge grundlaget i det nordlige tårn således at det ville bryde sammen. Tårnet brød dog ikke sammen, men ødelagde bygningens el- og telefonlinjer til dele af Manhattan. Den store eksplosion medførte også, at der kom røg fra helt op til 93. etage i begge tårne.
Se filmen “World Trade Center”
Se den medrivende og følelsesladede amerikanske film “World Trade Center” fra 2006. Filmen er instrueret af Oliver Stone og er baseret på terrorangrebet den 11. september 2001. Den handler om de to politimænd John McLoughlin og William Jimeno, som er på arbejde i september på hvad der ellers var en rolig dag, indtil terrorister flyver to fly ind i de to tvillingetårne. Sammen med andre redningsmænd kommer de to betjente de indespærrede til undsætning men ender selv med at blive fanget under ruinerne, da tårnene styrtede sammen. Der er ikke store chancer for deres overlevelse, men politimændene giver ikke op!
One World Trade Center
One World Trade Center, som også er kendt under navnet Freedom Tower, og er en del af genopbygningen af World Trade Center. Det erstatter tvillingetårnene, og stod færdigt i 2014. One World Trade Centers fundament har samme størrelse som Twin Towers havde. Ydermere er One World Trade centers højde på 1776 fod (541,3 meter med antennen medregnet). Dette er en reference til år 1776, hvor Kongressen accepterede uafhængighedserklæringen. Bygningen har 104 etager og et observationsdæk, One World Observatory, på 100., 101. og 102. etage.
Vi anbefaler dig at tage turen op til One World Observatory med elevatoren, Sky Pod. I elevatoren bliver du budt på fantastiske indtryk med det nyeste inden for LED teknologi. Elevator-turen tager cirka 1 minut og her ser du forvandlingen af New York gennem 500 års historie. Fra One World Observatory er der en 360-graders panorama-udsigt over byen. Denne udsigt finder du ikke andre steder! One World Trade Center er nemlig den højeste bygning i New York. Du kan stille dig oven på glasgulvet og se 100 etager ned på menneskemyldret, opleve See Forever Theater eller blot læne dig tilbage på caféen og nyde en drink.
2 World Trade Center
Den danske arkitekt Bjarne Ingel har vundet arkitektkonkurrencen og fået opgaven med den sidste af de bygninger, der skal erstatte de oprindelige tvillingetårne. Bygningen skal være færdig inden 20-årsdagen for terroraktionen i 2021. Byggeriet kommer til at indramme 9/11 Memoria ved Ground Zero på Manhattan, og er inspireret af to meget forskellige nabolag. Den er både inspireret af det finansielle kvarter, idet at det er en moderne og højteknologisk skyskraber, men også Tribeca-området, da den også kommer til at bestå af 7 blokke, hvor der på hver blok er en taghave. De syv blokke kommer tilsammen til at udgøre en højde på hele 408 meter. 2 World Trade Center kommer altså til at sammenkoble to kvartere, som ellers står i stor kontrast til hinanden.