Det kulturelle flagskib i Bronx er Bronx Museum of the Arts. Museet, der ligger på Grand Concourse 1040, kører skiftende udstillinger af det 20. århundredes kunst og nutidskunst.
For at afspejle Bronx’s og New York’s etniske mangfoldighed, består museets permanente samling i vid udstrækning af værker af amerikanske kunstnere af afrikansk, asiatisk og latinamerikansk afstamning, og for størstedelen af dem gælder det, at Bronx har haft betydning for dem enten personligt eller kunstnerisk.
Bronx som tema
Desuden har museet diverse udstillinger med Bronx som tema – historien, befolkningen, den arkitektoniske udvikling, o.lign. Udover museets udstillinger, er bygningen i sig selv lidt af et kunstværk – en moderne, arkitektonisk perle.
Check også på museets hjemmeside, om der, i den tid du er i New York, skulle være planlagt events. Museet står bag en lang række spændende arrangementer som fx koncerter, foredrag, rundvisninger og markeder.
Amerikansk nutidskunst
Bronx Museum of the Arts er et spændende museum, der giver et fantastisk indblik i amerikansk nutidskunst, og samtidig giver dig et lille indblik i Bronx som bydel, som hjemsted og som kunstnerisk inspiration.
Bronx Museum of the Arts er lukket mandag – onsdag, men til gengæld er der fri entré på alle fredage. Andre dage er der et foreslået entrégebyr på $5.
Adresse:
Bronx Museum of the Arts
Grand Concourse 1040 at 165TH STREET
Bronx, New York 10456
Bronx Museum of the Arts