Gaden Wall Street har fået sit navn fra den mur, der i 1600-tallet var rejst her for at markere den nordlige bygrænse for byen, der dengang hed New Amsterdam. I dag er muren for længst revet ned og navnet dækker over både gaden og det omkringliggende område, der er finansindustriens nervecenter med tunge finans-institutioner som New York Stock Exchange (NYSE) og Federal Reserve Bank. Selvom mange af de store finansvirksomheder har henlagt deres hovedkontorer til Midtown Manhattan, er det stadig dette historiske område af Lower Manhattan, der betegnes som Financial District.
Wall Street
Desværre er der af sikkerhedsmæssige årsager ikke længere adgang til Børsen for offentligheden, men hvis du vil opleve denne verden på lidt tættere hold, kan du besøge Museum of American Finance i 48 Wall Street. En hyldest til iværksættertrangen og det fri marked, der gjorde New York til verdens finanshovedstad. Det nærliggende World Financial Center er ikke blot kontorkompleks for nogle af verdens mest betydningsfulde finansvirksomheder, men også en arkitektonisk perle med udsigt over Hudson River, især den offentligt tilgængelige Winter Garden er et besøg værd. Her er både gratis koncerter og teater, 45 butikker og restauranter i fantastiske omgivelser. Et godt sted for frokostpausen på Lower Manhattan.
Wall Street-krakket i 1929
Mange har hørt om Wall Street i forbindelse med børskrakket på Wall Street i 1929. Det så ud til at gå fremragende i det amerikanske samfund. Sindsstemning var rettet mod fremtiden, mod vækst og rigdom, og opsvinget på verdens største børsmarked synes uden ende. Private investorer så markedet som risikofrit, og grundet at aktierne så ud til at stige i uendelighed blev mange fristet til at sætte hele deres opsparing i aktier, uden at sætte sig ordentlig ind i hverken selskaberne eller markedet.
Fra september 1929 begyndte det dog at gå ned ad bakke, fordi at risikoen var begyndt at gå op for långiverne, og spekulanterne begyndte at trække hinanden med ned. Den 24. oktober, som også går under navnet den sorte dag, bliver nedturen til panik. Panikken bredte sig som en steppebrand, da alle pludseligt ville sælge deres aktier. Telefonerne brød sammen og handelssystemet kollapsede. Mange vrede aktieejere samledes foran børsbygningen på Wall Street, men kun få fik reddet deres opsparing. Dette var starten på hvad der blev til den den dybeste krise i verdensøkonomien!