Manhattan er New Yorks Hjerte. Skyskrabere stræber mod himlen, gule taxaer i massevis, brede avenues, endeløse oplevelser og en storhed du ikke finder andre steder. Manhattan er stedet, man aldrig bliver træt af at kigge på. Den smukke skyline, og lysene fra skyskraberne, der om aftenen får hele byen til at glitre, er helt og aldeles berusende, og i den grad værd at opleve.
Manhattan
Seværdigheder på Manhattan
Det er på Manhattan at du finder de fleste seværdigheder. Oplev blandt andet One World Observatory hvorfra du får en 360-graders panoramaudsigt over hele Manhattan. One World Trade Center er den højeste bygning i New York, og du finder derfor ikke en bedre udsigt andre steder. Udforsk også Natural History Museum, som har en imponerende samling af dinosaur-skeletter. Gå heller ikke glip af at opleve Times Square, som for mange er symbolet på New York. Se de imponerende farverige billboards og neonreklamer, og overvær et af de verdensberømte broadway-shows.
Besøg også 9/11 Memorial Museum, som fortæller den grufulde historie om terrorangrebet den 11. september, som for altid vil være forankret i byens DNA.
Læs mere om seværdigheder i New York her.
Restauranter på Manhattan
Der er et hav af restauranter på Manhattan, så mange at det kan virke helt uoverskueligt at finde ud af, hvor man har lyst til at spise. Der er alt fra dyrer michelin-restauranter til billige foodtrucks. Vi har udvalgt tre af vores favoritter her.
Manhatta Restaurant
På Manhatta Restaurant kan du nyde en smuk udsigt over Lower Manhattan samtidig med at der bliver serveret mad i verdensklasse. Restauranten ligger på 60. etage med udsigt til de moderne skyskrabere, broer og vandet, og ligger i gåafstand til fra Wall Street og 9/11 Memorial.
Foodtrucks på Madison Square – Mad sq. Eats
Trænger du til et hurtigt måltid mad i løbet af dine shopping- og sightseeingture, så bør du gå forbi Madison Square. Har samles nogle af de bedste foodtrucks flere gange årligt under navnet Mad sq. Eats. Du kan købe alt fra Momofuku og modellen Karlie Kloss’ småkager til koreanske tacos og lobster rolls fra Red Hook Lobster Pound. Du kan tjekke datoerne på mad-sqeats.com.
Shake Shack
Hvis du leder efter den bedste burger på Manhattan, så finder du den på Shake Shack. Du får ikke saftigere burgere andre steder, og så bliver de serveret med de sprødeste pomfritter. Prøv også deres sundae med kirsebær på toppen! Shake Shack åbnede først i Madison Square Park, men blev så populært at den er åbnet flere steder på Manhattan.
Læs mere om restauranter i New York her.
Central Park
Central Park er Manhattans åndehul. I parken finder du flere søer, vandrestier, to skøjtebaner i vinterhalvåret, et naturreservat, tennisbaner, en zoologisk have og legepladser, og er et ideelt sted at tage hen hvis du har brug for en pause fra alt menneskemylderet. Der er heller ikke andre steder i byen hvor du i lige så høj grad har mulighed for for at opleve New Yorks mangfoldighed.
Hvor stor er Manhattan?
Manhattan er New Yorks historiske centrum og er et af verdens førende finans- og kulturcentre. Manhattan Island har en størrelse på 87,5 km2, heraf 59,2 km2 på land, og 1,68 millioner indbyggere.
Lower Manhattan
Kig forbi Lower Manhattan, også kendt som Downtown Manhattan, men hold tungen lige i munden! Her går gaderne ikke horisontalt eller vertikalt og de har navne, ikke numre, som i resten af New York. I Lower Manhattan finder du kendte bydele som TriBeCa og SoHo, Chinatown, Greenwich Village, Little Italy og East Village. Det var også på Lower Manhattan at Twin Towers stod før terrorangrebet den 11. september 2001, og her du i dag finder 9/11 Memorial.
Upper East Side Manhattan
Upper East Side er dér hvor de mest velhavende bor, og det er her man finder nogle af verdens dyreste andelslejligheder. Bydelen udstråler konservatisme, klassisk stil, kølig elegance og penge – mange penge! De riges tilstedeværelse præger altså i høj grad gadebilledet og udvalget af butikker, restauranter og kunstgallerier på Upper East Side.
Kort over over Manhattan
Selvom at Manhattan har et forholdsvis simpelt vejnet, er det en god ide at medbringe et kort. Du kan ofte få et gratis kort i lufthavnen, i receptionen på dit hotel eller i en af turistkontorerne. Hvis du har ubegrænset data i udlandet på din telefon er den nemmeste løsning at bruge Google Maps på din telefon.