Dessert Bars – restauranter, der kun har søde sager på menukortet – er en hot trend i New York lige nu. Læs Newyork.dks kaloriefyldte guide til dessert tapas, konditorkager, is, chokolade, sukkergodt i New York City.
En hot trend i New York er restauranter – Dessert Bars – hvor menukortet udelukkende byder på desserter: Konditorkager, is, chokolade, sukkergodt – you name it, they have it!
Nogle dessertbarer i New York minder om et klassisk konditori, mens andre er trendy, designsteder med lange ventelister for at få et bord. Flere steder har de dessertmenuer, hvor du kan få 3-5 af kokkens udvalgte desserter med tilhørende vine.
Kast dig ud i desserternes New York ved fx at prøve én (gerne flere) af de nedenstående forslag. Kender du en god dessertbar i New York er velkommen til at anbefale den i kommentarfeltet nederst på de enkelte sider.
Sweet Revenge
Sweet Revenge ligger i West Village, og taler, som navnet siger, til din søde og hævngerrige tand – hævndelen må være for alle de slankekure, de fleste af os har lidt under i vores liv.
Menuen består af et stort udvalg af lagkager, cupcakes, cookies og is mens et lille hjørne af menukortet er reserveret til dem, der vil supplere med fx suppe, salat, quiche eller sandwich.
Sweet Revenge har også et omfattende vin- og cocktailkort, så du virkelig kan lave en fest ud af det.
Sweet Revenge, 62 Carmine St (mellem Bedford St & Bleecker St)
SPOT Dessert Bar
SPOT Dessert Bar i East Village kalder sig selv for et “sweet retreat” og byder på kager og desserter inspireret af asiatiske gadedesserter og traditionelle amerikanske desserter.
Vælg mellem cupcakes, cookies og is, men husk for alt i verden også at smage deres lækre dessert tapas eller en Spot Tasting, hvor du får 3 eller 5 forskellige desserter.
SPOT Dessert Bar er et forfriskende, men stadig syndigt sted at spendere en time eller to i New York City.
SPOT Dessert Bar, 13 St. Marks Place
The Chocolate Room
Er det chokolade du foretrækker, når du skal forsøde din tilværelse, er der ét sted i New York, du bør tage hen. The Chocolate Room i Brooklyn er paradis på jord for alle chocoholics med et menukort, der udelukkende består af chokoladefristelser.
Chokoladelagkage, fyldt chokolade, desserter og prøv også deres chokolade fondue … The Chocolate Room er stamsted for chokoladeelskere og et godt sted for en date.
The Chocolate Room, Park Slope, 86 Fifth Avenue, Brooklyn
Veniero’s Pasticceria & Caffé
Veniero’s Pasticceria & Caffé i East Village er USAs ældste Pastery Shop og et ægte konditori. Her finder du kager med stort K, som kun sødtandede italienere kan lave dem. Et kæmpe udvalg, du kan nyde i de hyggelige lokaler i gammeldags konditoristil, eller tage med hjem til dit New York hotel.
Veniero’s er et sted du MÅ besøge, når du rejser til New York, og det kan blive én af grundene til, at du snart vender tilbage igen.
Veniero’s Pasticceria & Caffé, 342 East 11th Street
ChikaLicious
Et andet sted i New Yorks East Village, tæt på Astor Place, finder du en dessertbar i den lidt finere klasse. ChikaLicious Dessert Bar er et lækkert sted med de mest udsøgte desserter og vine på menukortet. Retter du ellers kun finder på de fineste restauranter i New York. Men lad dig ikke skræmme af det, ChikaLicious er et sted, du sagtens kan besøge i dit daglige tøj … Men det er en god idé at bestille bord.
Er du ikke til at sidde længe på en restaurant for at spise desserter, kan du ”nøjes” med at besøge ChikaLicious Dessert Club ved siden af baren, hvor du kan nyde kaffe, kager og desserter i caféen, eller købe nogle af godterne med hjem.
ChikaLicious Dessert Bar, 203 East 10th Street (mellem 1st & 2nd Avenue)
ChikaLicious Dessert Club, 204 East 10th Street (mellem 1st & 2nd Avenue)
Velbekomme – og rigtig god fornøjelse!
Redaktionen Newyork.dk