Begynderguide til New York City
Hvis du aldrig har været i New York før, kan byens store udbud af seværdigheder, attraktioner og aktiviteter være overvældende. Hvad skal du se og hvor skal du starte i The Big Apple? Fortvivl ikke. Newyork.dk har her lavet en checkliste til dig med de vigtigste attraktioner. Og bare rolig: Alt det andet skal du nok nå også – hvis ikke på din første New York ferie, så den næste.
MetroCard
Noget af det første du bør gøre efter din ankomst til New York, er at købe dig et MetroCard, der giver dig fri transport i Subway og busser. Godt nok er New York en by, hvor du går meget, men subwayen i New York er ikke bare praktisk (især i dårligt vejr), det er også en fantastisk oplevelse, som på både godt og ondt giver dig et klart billede af New Yorks sande væsen. Læs mere om transport i New York.
NYC Information Center
Det næste du bør gøre er at aflægge et visit i NYC Information Center, hvor du får hjælp til at finde både de oplagte og de mere unikke oplevelser i New York.