Williamsburg er et Brooklyns mest hippe kvarterer. Særligt siden 90’erne har Williamsburg gennemgået en fantastisk forvandling, som betyder, at kvarteret i dag er et af New Yorks absolutte hotspots for kunst, mode og musik.
Kryds selv Williamsburg Bridge fra Manhattan, og oplev de mange kulturelle tilbud. Én ting er sikkert: I Williamsburg i Brooklyn vil du ikke komme til at kede dig.
Brooklyns kunstnerkvarter
Manhattan Island har altid været et sandt mekka for kunstnere og kreative, men øens eksploderende boligmarked har tvunget en lang række beboere til at søge mod andre områder i New York City. Ét af disse er Williamsburg i Brooklyn.
Kvarteret er kendt for sin etniske diversitet og et så rigt kulturliv, at Williamsburg populært kaldes Brooklyns foretrukne kunstnerkvarter. Rigtigt nok er hele bydistriktet Manhattans trendy lillebror, men få steder vil du opleve samme pulserende stemning som i lige netop Williamsburg.
Her åbner studio efter studio i gamle industribygninger, og gallerierne ligger som perler på en snor. Vil du opdage det nyeste inden for kunst, mode og musik, går du altså ikke forgæves i Williamsburg. Nogle kalder kvarteret for hipsterens hjemsted, men på NewYork.dk foretrækker vi betegnelsen ‘Brooklyns kunstnerkvarter’.
Tag selv en tur gennem Williamsburg, og oplev hvorfor.
Musik i Williamsburg
I 00’erne var Williamsburg særligt kendt for musikgenrer som indie rock og electroclash, men kvarteret byder i dag på musik og spillesteder for enhver smag.
Du kan nyde en kold øl, en cocktail eller et helt festmåltid, mens du lytter til din favoritmusik eller nye genrer, og skulle du få lyst til at kombinere koncerter og livemusik med et spil bowling, er det såmænd også muligt i Williamsburg i Brooklyn.
Det kan du nemlig på spillestedet Brooklyn Bowl, der af Rolling Stone-magasinet er blevet udnævnt som en af USA’s 20 bedste.
South Williamsburg
Ligesom Williamsburg er kendt for sin forskelligartede kunst og kultur, gælder det samme kvarterets befolkning. Den største etniske gruppe er de hasidiske jøder, som holder til i South Williamsburg, og gadebilledet her er derfor præget af jøder i kalot og sproget jiddisch.
Faktisk er kvarteret og den jødiske befolkningsgruppe New Yorks hurtigst voksende, for ikke alene holder familierne tæt sammen – de føder også masser af børn.
Oplev selv deres fascinerende kultur i South Williamsburg, og rund dagen af på en af lokalsamfundets lækre restauranter.
East Williamsburg
Mens mange jøder holder til i South Williamsburg i Brooklyn, udgøres befolkningsgrupperne i East Williamsburg hovedsageligt af italienere, puertoricanere og af immigranter eller efterkommere fra andre latinamerikanske lande.
Den relativt lave husleje tiltrækker også kunstnere og studerende, som nyder godt af nærheden til Manhattan og flere af New Yorks kunstskoler og universiteter.
Er du mere til shopping end gallerier, går du bestemt heller ikke forgæves i East Williamsburg i Brooklyn. Besøg eksempel Graham Avenue, Grand Street og Metropolitan Avenue, hvor du finder kvarterets vel bedste butikker.
Williamsburg Bridge
Spejder du ud over East River fra Williamsburg i Brooklyn, kan du ikke undgå at bemærke den imponerende Williamsburg Bridge, der forbinder kvarteret med Manhattans Lower East Side.
Byggeriet af broen blev påbegyndt i slutningen af det 19. århundrede, og i 1903 åbnede Williamsburg Bridge. Med sine 2.227 meter var den dengang verdens længste hængebro, indtil rekorden blev slået to årtier senere.
Williamsburg Bridge er én af fire gratis forbindelser mellem Manhattan og Long Island, der eksempelvis også kan nås via den billedskønne Brooklyn Bridge. Befinder du dig i Williamsburg, og vil du en smuttur til Manhattan, er Williamsburg Bridge dog den absolut hurtigste vej – i bil, tog, til fods eller på cykel.
Besøg Williamsburg i Brooklyn
Kort sagt byder Williamsburg på moderne kunst, mode og musik, et pulserende natteliv og en særdeles gæstfri, multietnisk lokalbefolkning. Er du blevet fristet til selv at besøge Williamsburg i Brooklyn? NewYork.dk ønsker rigtig god tur.