Hvis du virkelig vil ud af byen, bør du tage til City Island. Ud for Nordøstkysten af Bronx i Long Island Sound ligger den lille ø City Island, hvor du kan opleve ægte New England-atmosfære kun en kort togtur væk fra NYC. Hvis du har interesse i sejlsport, gamle træskibe eller bare elsker at være ved strand og hav, er du simpelthen nødt til at tage turen herud. Her er det hele: Bådværfter (der har bygget flere Americas Cup vindere), fyrtårne, fiskerestauranter og kapsejladser.
Øen er ikke større, end at du sagtens kan vandre rundt til fods (1,6 km x 400 m), men der er også mulighed for at tage en rundtur med øens Tour Trolley. Du vil også finde masser af muligheder for at observere det rige fugleliv, der er på øen. City Island Birds arrangerer et stort udvalg af fuglevandringer, som kan bringe dig meget tæt på sjældne fugle. På trods af sin ringe stør-relse, har City Island ikke mindre end 30 spisesteder at byde på, så lad madpakken blive hjemme, og kast dig ud i et orgie af friskfanget fisk og skaldyr. For at komme til City Island, skal du tage subway (linie 6) til endestationen Pelham Bay Parkway, og derfra bus BX 29 mod City Island.