Oplev en af verdens mest berømte arenaer på din tur til New York! Madison Square Garden, også kendt som MSG eller The Garden, har en lang historie som vært for næsten alle store navne inden for musik og sport, nationale politiske kongresser og et utal af verdensberømte shows og events. Arenaen er hjemmebane for basketholdet New York Knicks og ishockeyholdet New York Rangers’ og huser en biograf, et teater, en restaurant og et konferencecenter.
Madison Square Garden
Madison Square Gardens historie
Der har gennem tiden været fire udgaver af arenaen, alle under navnet Madison Square Garden. Den første arena åbnede i 1879 og lå på det nordøstlige hjørne af Madison Square (Madison Ave. og 26th St.), derfor navnet Madison Square Garden. Dengang blev arenaen først og fremmest brugt som et cirkus. I 1890 blev den gamle arena revet ned, og en ny blev opført samme sted. I 1925 blev der igen bygget en ny arena med 17.000 pladser ved 50th St. og 8th Ave. Og den nuværende arena åbnede i 1968, og ligger på 7th Ave. mellem 31st St. og 33rd St.
Sport og koncerter i Madison Square Garden
Der er årligt 320 arrangementer i Madison Square Garden – dvs. stort set hver dag! Det er her du kan opleve de mest populære sportsgrene og de største kampe, f.eks. wrestling og boxing, og så naturligvis ishockey og basketball, da Madison Square Garden jo er hjemmebane for New York Rangers og New York Knicks. Det er også her, at der bliver afholdt koncerter med nogle af de største verdensstjerner. Kendte navne som Michael Jackson, Frank Sinatra, Elvis Presley, Madonna og Queen har alle optrådt her. Du kan se kommende sports-, musik- og andre begivenheder i Madison Square Garden her.
Rundtur i Madison Square Garden
Tag på en rundtur i Madison Square Garden, og find ud af, hvad der har gjort Madison Square Garden til verdens mest berømte arena. Du får adgang til de mest eksklusive områder i arenaen, som eksempelvis VIP luksussuiterne og den berømte “arena bowl”, hvor nogle af de største øjeblikke i sports- og underholdningshistorien har fundet sted. Endvidere får du også adgang til udstillingen “Defining Moments” og “Garden 366 Retrospective”, hvor du kan gense nogle af stedets bedste øjeblikke.
Derudover har du mulighed for at afprøve en ny virtual reality-teknologi, hvor du kan opleve den spænding som er i arenaen ved verdensklasse-events. Eksempelvis et New Rankers-mål eller en Billy Joel optræden. Ydermere kan du ved interaktive stande teste din reaktionstid som hockeymålmand, måle din boksestyrke og sammenligne håndstørrelse med Knicks-legender.
Transport til Madison Square Garden
Idet at arenaen ligger i Midtown Manhattan er det nemt at komme dertil med offentlig transport, eller hvis du bor centralt, kan du formentlig gå derhen fra dit hotel. Hvis du bor længere væk og er nødsaget til at tage offentlig transport, så kan du tage Subway-linje A, C eller E til 8th Avenue Station eller tag linje 1, 2 eller 3 til Penn Station.
Adresse
4 Pennsylvania Plaza
New York,
NY 10001
United States