I området omkring Mulberry Street ligger Little Italy, der i 1800-tallet blev grundlagt af de mere end 40.000 immigranter, der rejste til New York fra Syditalien. De skabte et område med italiensk stemning, og de formåede – trods de horrible forhold, de boede under – at bevare den italienske livsglæde og skabe et sprudlende, farverigt og levende miljø. Dette miljø eksisterer den dag i dag, om end antallet af italienere i området er faldet til ca. 5.000. I Little Italy i New York finder du italienske restauranter, pizzeriaer og caféer – for ikke at tale om bagerierne – der alle slås om din lugtesans’ opmærksomhed.
Hvert år omkring 19. september bydes der til fest i Little Italy, når de fejrer helgenen San Gennaro. I ni dage omdannes Mulberry Street til Via San Gennaro, og der er mad og drikke, sang, musik og fest i gaden hele døgnet rundt. På selve San Gennaros dag bæres hans alter gennem gaderne. Der er ikke de store shoppingmuligheder i Little Italy, men hvis du sniger dig over grænsen til NoLIta (North of Little Italy) i East Village, kan du gnide albuer med skuespillere, fotomodeller og andre folk med penge i de mange små boutiques.